Hvornår fylder angst for meget?

Hvornår en angst fylder for meget og bliver for invaliderende er meget individuelt. Nogle vælger at leve med angst som en præmis og indretter deres liv derefter. Andre sætter hælene i og søger hjælp. De ønsker ikke at de og deres families liv skal styres af angsten. De søger en livskvalitet hvor de har mulighed for frit at gøre det de har lyst til. 

Det kan jeg hjælpe dig med.

Hvad er angst?

Angst er en følelse vi alle har. Den er i virkeligheden en overlevelsesmekanisme der har hjulpet mennesket til at overleve igennem tiderne. Det er en slags beredskab der fortæller når der er fare på færde og som får os til at kæmpe eller flygte. Det er jo meget smart når vi står i en akut farlig situation og har brug for at handle.

Når angsten dukker op ud af det blå eller er alt for voldsom i forhold til situationen, bliver det til en angstlidelse. Overgangen mellem de to er glidende og vores grænse for hvornår vi synes angsten er et problem eller ej er meget individuel. Måske er du ikke engang klar over at den uro og det ubehag du mærker i din krop faktisk er angst, simpelthen fordi det er en følelse du har levet med det meste af dit liv og du ikke har andet at sammenligne det med.

En angstlidelse kan gøre det svært at fungere i en normal hverdag med familie, arbejde venner og fritidsinteresser. Heldigvis kan langt de fleste slippe helt af med den, eller reducere den, så den ikke spænder ben for en normal hverdag.

Uanset hvor på skalaen din angst befinder sig, vil vi kunne reducere den. Det vigtigste er at du er generet af den og at du ønsker at arbejde med at føle en større indre ro.

Hvad er symptomerne på angst?

Symptomerne på angst kan være mange.

Det kan f.eks. være

  • Undgåelsesadfærd,
  • Behov for kontrol,
  • Hjertebanken
  • Kvalme,
  • Sveden og rysten,
  • Muskelspændinger i hele kroppen.
  • Koncentrationsbesvær,
  • Overfladisk vejrtrækning
  • Irritabilitet
  • Hovedpine
  • Fordøjeæsesbesvær

Hvordan foregår behandlingen?

Det er meget forskelligt fra person til person hvordan selve behandlingen foregår. Den er ofte sammensat af flere metoder og afhænger altid af din situation og hvorfra traumet stammer.

Oftest vil vi begynde med at finde den bagvedliggende årsag til angsten. Vi vil også finde ud af hvilken positiv intention angsten har for dig og hvornår den oftest opstår. Altså, hvilke faktorer der skal være til stede for at angsten kommer.

Undervejs vil vi undersøge dine tanker, tankemønstre, kropssansninger og følelser samt hvordan de påvirker hinanden.

Er angsten opstået af et traume eller flere, arbejder vi med dem så nervesystemet igen slapper af og angsten lette. 

Angst og mediernes fokus

 Verden omkring os er turbulent og mange af os er berørte af alt det der sker.

 Mediernes massive fortællinger om verdens katastrofer og de forfærdelige konsekvenser betyder at mange har en hverdag fyldt med mange bekymringer og til tider en lammende angst.

Angst for klimaet, varmeregningen, atomkrig mm. Ofte også en generel angst der kan være svær at forklare.

Læs mere her